Tai Chi Nyt nr. 45

Nr. 45 Juni 2004

Fra redaktionen!

Temaet i dette nummer drejer sig om den side af kampkunst, man nødigt snakker om eller den side mange ikke vil se i øjnene er nødvendig, hvis man snakker om overlevelse.
Det starter med en angst. Et adrenalinsus starter. Et sus man som udøver skal kunne forstå at udnytte og vende til sin egen fordel.
Det bedste ville være at vende ryggen til konflikten, men det er ikke altid man kan dette, så er der kun én vej tilbage - Kamp!
Det er nu selve kampen tager sin begyndelse. Det er her hvor teknikker og overblik gør sig gældende. Men virker teknikerne? Kan de bruges i virkeligheden?
Det sidste element i kampen er rent faktisk det sværeste, nemlig "Dræberinstinktet". Det instinkt, der er i os alle i mere eller mindre grad. Et levn fra urtiden, hvor sportsmanship var et fremmedord. Et instinkt der gjorde det muligt for arten at overleve. Et instinkt, der gjorde os mennesker i stand til at dræbe et andet menneske uden så meget som at rynke et bryn.
Det nærmeste man kommer dette i vores moderne verden, vil nok være en soldat i krig. En soldats sanser skal være på toppen hele tiden ellers er han færdig. Sådan er det også med en kampkunstudøver. Kommer man der ud, hvor det drejer sig om overlevelse gælder alle tricks. Som Bruce Lee har sagt: "Bid, riv, krads - gør alt for at overleve. Gør du det ikke, så er du færdig!"
Men hvor mange kan sige i dag at have dette instinkt. Er vi mennesker ikke blevet for finpudset til at kunne slå andre ihjel eller gøre dem megen skade?
Prøv se en udsendelse om cagefight eller pitfight, her vil man kunne se "dræberinstinkt", mange vil kalde, de der deltager for psykopater. Men hvor mange "almindelige" kampkunstudøvere ville vove sig i nærheden af en af disse deltagere? Helt ærligt bliver de fleste skrækslagen ved synet af dem, forståeligt nok.
Hermed ikke sagt at disse turneringer skal glorificeres, absolut ikke. Men de er det nærmeste vi kommer på dræberinstinkt under kontrollerede forhold ellers ser vi det kun i krig eller på gaden, når en bliver slået ihjel.
Jeg håber artiklerne i dette nummer, åbner lidt op for øjnene og giver stof til eftertanke. Rigtig god fornøjelse med læsningen!

Knud Erik Andersen

Den, der tror det hele er let, får mange vanskeligheder.

Lao-Tse

Tilbage til indhold

Den blinde mands forestilling om Solen

Der var en mand, der var født blind. Han havde aldrig set Solen og spurgte folk, der kunne se.
Nogen sagde til ham: "Solen har form som en bakke af kobber". Den blinde mand slog på en kobberbakke og hørte, hvordan den lød. Når han siden hørte lyden af en klokke, troede han, det var Solen.
Der var nogen, der fortalte ham: "Sollyset er ligesom et stearinlys", og den blinde mand følte på et stearinlys, og troede, at det var Solens form. Senere følte han på en stor nøgle og troede, at det var Solen.
Solen er meget forskellig fra en klokke eller en nøgle, men den blinde mand kan ikke kende forskel, fordi han aldrig har set Solen.
Sandheden om Tao er sværere at se end Solen, og når folk ikke kender den, er det fordi de er lige som den blinde. Selv hvis du gør dit yderste for at forstå ved hjælp af analogier og eksempler, vil det stadig være lige som analogien om kobberbakken og lyset. Fra beskrivelsen af kobberbakken forestiller man sig en klokke, og fra beskrivelsen af lyset forestiller man sig en nøgle. På denne måde kommer man længere og længere bort fra sandheden.
Dem, der taler om Tao, giver det somme tider navn efter, hvad de tilfældigvis ser, eller forestiller sig, at det ser ud, uden at have set det. Dette er misforståelser i forsøget på at forstå Tao.

Su Tungp'O

Tilbage til indhold

Angst

Af Michael Aarup

Hjertet banker hurtigere. Vejrtrækningen er hurtig og stødvis, og du mærker en underlig prikken. Musklerne spænder, og du kan ikke bevæge dig, selvom det er, det eneste du har lyst til.

Menneskets alarmsystem:

Et sanseorgan, eksempelvis øjnene, sender besked til hjernebarken. Her finder en bevidsthedsproces sted og der associeres "fare".

Ved modtagelsen af faresignalerne opstår angstfølelsen i hypothalamus, som ligger i mellemhjernen.

Angstfølelsen sendes til hypofysen, hjernevedhængskirtlen.

Hypofysen udsender nu hormonet ACHT direkte i blodbanen.

Binyrerne, som også er en kirtel, registrerer blodets indhold af ACHT og reagerer ved selv at udskille hormoner, især adrenalin.

Disse hormoner sætter hele organismen i en tilstand af højeste flugt- og kampberedskab. På samme tid har angstfølelsen aktiveret det vegetative nervesystem.

Hele organismens tilstand bliver meddelt hjernen, og man bliver måske klar over at hjertet banker hurtigere. Frem for alt bliver den sindsoprevne

tilstand meddelt hjernebjælken, hvis delsystem udsender impulser til storhjernens bark.

Disse impulser antænder storhjernens bark og den bliver sat i højeste beredskab. Alt bliver nu skarpt iagttaget og omhyggeligt bearbejdet. Mennesket er forberedt på faren. Hjernebarken er stimuleret til det yderste, hvilket giver den bedst mulige tænkning, så man kan handle på en måde, der bedst muliggør en udnyttelse af bevægeapparatet som allerede er tændt p.gr.a. hormonerne.

I militæret er der et ordsprog, der siger: "John Wayne er død". John Wayne var som bekendt en rigtig mand. En der aldrig blev bange og altid kom uskadt ud af de mest farlige situationer. Sådanne mennesker findes ikke i virkeligheden. Alle oplever at blive bange på et eller andet tidspunkt i deres liv, og bruger man frygten rigtigt, kan det vise sig at være en fordel, siger Ove Jessen, militærpsykolog i forsvarets sundhedstjeneste ved Svanemøllen Kaserne. Hans arbejde består bl.a. i at uddanne officerer og hjælpe soldater, der kommer tilbage fra eksempelvis Bosnien med ar på sjælen.
Ove Jessen oplever ofte, at de mennesker man normalt ville betegne som modige og mandige kommer til ham, mens andre uventet vokser med opgaven. Det er altså umuligt på forhånd at vide, hvordan man vil reagere og handle i en ekstrem situation.

Grænser for realisme

Vi siger her på stedet, at den sidste del af uddannelsen sker i felten. Vi kan simulere alt muligt. Sørge for at soldaterne ikke får søvn, at de konstant er sultne og ligger i kolde skyttegrave, men det er først når en fjende begynder at skyde med skarpt, man finder ud af, hvordan soldaten reelt reagere, fortæller han. Forsvarets måde at klæde soldaterne på er uddannelse, for noget af det værste, der kan ske er, at man bliver bange for at være bange. Soldaten skal derfor have en reel tro på sin egen formåen.

God forberedelse giver mulighed for at ændre taktik.

Hvis man bliver bange for at være bange ender man i en ond cirkel. En måde at komme frygten til livs på, er at tænke positivt, så man ikke går helt i baglås, fortæller Ove Jessen, mens han finder en statistik frem.

Panik

Hos den almindelige befolkning regner man med, at 0 til 3 % går i panik i en katastrofesituation. Hos nogle kan dette give sig udslag i akut sindssyge. Mellem 10 og 15 % går i chok og bliver fysisk lammet, så de ikke kan handle. 50 til 75 % bliver rådvilde, men de kan som hovedregel sættes til noget fornuftigt ved, at man vejleder dem eller kommanderer med dem. Det vigtigste er, at de bliver aktiveret. Hos de sidste 10 til 30 % finder man de spontane ledere. Dem der pludselig rejser sig og kommer med noget konstruktivt. Tallene er noget anderledes i forsvaret p.gr.a. uddannelsen.
Selvom ovennævnte statistik handler om ekstreme situationer er det i bund og grund naturens måde at beskytte mennesket på.
Går man tilbage til urmennesket er den første reaktion på en trussel flugt, og det kan vi naturligvis ikke have i forsvaret. Vi har selvfølgelig brug for, at soldaterne bliver og slås, og det er faktisk først den anden reaktion man finder hos almindelige mennesker. Derfor går uddannelsen hos os bl.a. ud på at vise, hvor meget soldaten kan og derved give selvtillid. Skal det vendes til kampsport, er det noget med, at man skal forberede sig så godt som muligt. I Jægerkorpset f.eks., hvor man arbejder meget alene eller i små hold, hvilket ikke giver den tryghed en stor gruppe giver, hører man ikke at folk går og praler. Soldaten ved udmærket, hvad han kan. Grunden til, at han kan arbejde under de ekstreme pressede situationer er ikke, at han specielt modig. Jægerens bedste våben er planlægning. De planlægger simpelthen røven ud af bukserne, og er man godt forberedt har man bedre muligheder for at finde alternative veje eller improvisere, hvis noget skulle gå galt eller anderledes end forventet, forklarer han.

Mange gør tryg

Er man derimod i en stor gruppe, kan man opleve, at enheden nærmest bliver resistent over for frygt. Dette kan også gå den anden vej. Det kan være, at individet bliver angst overfor om det kan slå til for øjnene af kammeraterne. Eller som med ældre mennesker, der ikke tør gå ud om aftenen p.gr.a. den kollektive frygt skabt af medierne.

Psykologer skelner mellem angst og frygt selvom kroppens reaktion er den samme. Frygt er at være bange for noget konkret, mens angst er skræk for noget udefinerbart. Man kan føle frygt, fordi man skal i ringen og kæmpe, eller fordi man møder en reel trussel. Det behøver bestemt ikke at være noget negativt, for det betyder, at kroppen er i yderste alarmberedskab. Adrenalinen pumper og man kan mærke, at man er tændt. Og lige meget om man skal flygte eller kæmpe kræver det en masse energi. Er man derimod angst, kan det være en fobisk angst, altså noget sygeligt f.eks. åbne pladser, højder eller edderkopper. Så må man tilbage til de symbolværdier, der ligger i angsten. Der er jo ingen grund til at være bange for de danske edderkopper. Men angsten, eller skrækken om man vil, gør personen handlingslammet - og det er jo ikke hensigtsmæssigt.

Tænk på muligheder i stedet for handicap

Løsningen på at få styr på sin angst eller frygt er dels psykologisk og dels fysiologisk betinget. Når man bliver bange, er det ikke kun adrenalin, men også andre stresshormoner, der sendes ud i kroppen. Stresshormonerne gør, at man spænder i musklerne - og for meget stresshormon giver fornemmelsen af blytunge arme. Man kan næsten ikke bevæge sig. Fokuserer man på dette, giver det øget anledning til angst eller frygt. Det gælder i stedet om at slappe af. Tænke på noget positivt og helst ikke på hele situationen, men kun den første forhindring. Derudover skal man bevæge sig for at løsne musklerne op. Nogle begynder at hyperventilere og føler alligevel de mangler ilt, selvom det modsatte er tilfældet.
Her gælder det om at få åndedrættet ned. Træk vejret langsomt og regelmæssigt, og ikke for kraftigt, ind gennem næsen og ud gennem munden.

Maveproblemer

Maveproblemer kan også hænge sammen med angst og frygt, fordi fordøjelsesfunktionen sættes ud af kraft. Det er meget godt, hvis man skal bruge energien til noget andet, men det er ikke hensigtsmæssigt, hvis det er en vedholdende følelse.
Nogle mener ligefrem det kan give mavesår, i det den ufordøjede mad giver visse bakterier ekstra gode livsbetingelser.
Forholder man sig roligt, kan man opnå at gøre andre rolige. I en situation, hvor folk hidser hinanden op, fordi de er skidebange - og pludselig er der en, der ikke kan klare det mere, og det er ofte ham der slår først, siger Ove Jessen.
At være bange kan også have noget med alder og køn at gøre. Ældre mennesker der ved, at de ikke falder så let og elegant som da de var unge, og at de har sværere ved at hele igen, er ofte ikke så modige, mens unge knægte kaster sig ud i næsten, hvad som helst.
Bliver situationen igen ekstrem, som det er for børn, der oplever krig, så kommer det igen som en boomerang. Vi ser det hos dem, der var børn under krigen i Libanon. De er fuldstændig smadrede følelsesmæssigt. De kan ikke overholde landets love og handler ofte så forkvaklet, at det smitter af på deres børn. Vi oplever også, at kvinder er mere bange end mænd. Det hænger formentlig sammen med, at de er opdraget til at være det svage køn - så det er ved at ændre sig. Både fordi de bliver opdraget anderledes, men også fordi de siger til sig selv, at de ikke vil finde sig i det længere, fortæller Ove Jessen.

Tilbage til indhold

Tai Chis dødlige våben

Af Mark Cheng.
Oversat af Knud Erik Andersen.

Hvordan man får en forståelse for Tai Chis kampmæssige side og hvordan man får det til at fungere.

"Principperne for, hvordan man giver efter for en modstanders kraft og rette den mod ham, så han kastes til jorden eller fastholdes i en armlås, ser man tydeligt både i Aikido og Tai Chi".

Slam, bang, krash! Man skulle tro det var lyde, der var forbeholdt tegnefilm, tro om igen. Dette er lyden af en modstanders led, når de låses fast og han kastes til jorden med hovedet først. Lyder det voldsomt? Dette er Yang Stilens effektivitet som kampkunst. På trods af Tai Chis nuværende omdømme, var det oprindeligt ikke tænkt som et helsesystem, men et kampsystem.

Tai Chis historie er en broget en. Mens man i moderne tid anser den for værende en for det meste blød og blid række bevægelser, var det oprindeligt langt fra fredeligt. Grundlæggeren af Yang Stilen - Yang Lu-Chan - gennemgik mange vanskeligheder, ikke kun mens han trænede hos Chen familien, men også de mange kampe han måtte deltage i for at vise sit værd. Disse kampe var med fuldkontakt og det var gennem de fejl og styrker fra disse kampe han kunne sammensætte sin egen Stil. Yang Lu-Chan og hans arvinger kæmpede mange kampe for at vise, at deres Stil levede op til det navn de havde givet det "Den højst opnåelige boksning" og tilsidst vandt de Qing dynastiet hofs gunst.
Mange elever og "lærere" bliver chokeret, når de hører og ser, at Tai Chi oprindeligt er et kampsystem. Sparkene, slagene, kastene og låsene i Tai Chi er meget effektive våben, især hvis man forstår kampteknikerne. Alligevel anser de fleste udøvere i dag bevægelserne som en slags eksotisk dans og forstår ikke den kampmæssige værdi af hver eneste bevægelse i formen.

Låse- og kasteteknikerne i Tai Chi er især af interesse for de udøvere, der interesserer sig for den kampmæssige side af Tai Chi. Hvis man overholder principperne i Tai Chi kræver en ledlås eller et kast ikke særlig megen kraft, modsat modstanderen skal bruge mange kræfter for at anrette et slag. Hvis man sammenligner et kast med et slag, så kræver et slag langt mere energi og præcision for at få en modstander i gulvet. Et kast gør det muligt at angribe modstanderen med fuld styrke ved at udnytte tyngdekraften og gulvets store flade til at bevæge sig rundt på, hvilket gør det langt mere effektivt end et slag.

Eksempelvis kan teknikken "Kryds hænder" bruges som en blokering eller som en afværgende teknik, som den for det meste undervises. Men den bliver først rigtig effektiv, hvis man bruger den som en kasteteknik. Dette gør sig ikke gældende for alle bevægelserne i Yang Stilen, så udøvere skal ikke ukritisk vælge kast som en del af deres forsvarsrepertoire. En fuldstændig klarhed over anvendelsen af kampteknikerne i Tai Chi er meget vigtig for at kunne forstå facetterne i denne Stil.

Der er to væsentlige forskelle mellem et kast udført under træning og et kast udført i kamp. For det første, højden hvorfra en modstander falder, er en vigtig faktor i effektiviteten i kastet - jo højere oppe der slippes, des hårdere lander modstanderen. For det andet, er modstanderens faldteknik af afgørende betydning for kastets effektivitet. Udøvere af judo, aikido, hapkido, shuai-chiao eller jiu-jitsu vil alle have et gennemgående kendskab til faldteknikker og hvordan man indsætter et modangreb til disse kast.

Ledlåse er også et spændende kapitel. I kamp gør de det muligt at gøre en modstander ukampdygtig. Eksempelvis kan en kamp mellem to lige gode - eller dårlige - kæmpere, der sparker og slår efter hinanden, tage evigheder. Slag og spark rammer måske nok modstanderen, men der er ingen garanti for, at modstanderen går i gulvet. Hvorimod en kamp, hvor der bliver brugt ledlåse eller manipulering af ledene, er overstået lige så snart teknikken er sat ind. Hvis først et albue- eller skulderled er trukket ud af led er kampen overstået.

Teknikken "Spil Guitar" kan bruges som en dobbelt ledlås alt efter, hvordan bruger den. Udøverens højre hånd afværger et slag, hvorefter man holder fast om håndledet og venstre hånd holder om modstanderens albue, hvorefter man vrider armen/hånden, så fingrene peger nedad, samtidigt med man skubber frem og opad. Dette er teorien om at give efter og omdirigere en kraft omsat til praksis. Den lille drejning i teknikken får modstanderen endnu mere ud af balance og den opadgående bevægelse får enten skulderen ud af led eller slynger ham bagud.

Dette var den første teknik min far viste mig, da jeg var en dreng. En aften, mens min far trænede, sad jeg ved siden af og så på, mens jeg fnisede. Børn har meget svært ved at se kraften i de langsomme bevægelser, og jeg husker tydeligt, jeg syntes det så ud som en langsom gengivelse af en Kung Fu film. Min far blev tydeligt irriteret på mig, for han kaldte på mig og bad mig slå mod hans ansigt så hårdt jeg kunne. Da han år tidligere havde lært mig, hvordan man skal sparke og slå, var jeg meget ivrig efter at se, hvordan disse langsomme bevægelser kunne bruges mod mine slag og spark. I samme øjeblik jeg slog, greb han fat om min arm, fik mig ud af balance og med en blid løftende bevægelse, kastede han mig flere meter bagover lige ind i en mur. Min mor gik forbi mens hun rystede på hovedet. Jeg var med det samme blevet overbevist.

Disse to begreber af ledlåse og kast sat sammen med det maksimale udbytte af en "blød" teknik, har så stor lighed med aikido og der er skrevet masser af bøger og artikler om emnet. Det er ikke så lang tid siden, jeg læste en artikel om en japansk udøver af aikido og en kinesisk udøver af Tai Chi, hvor man prøvede at sammenligne de to stilarter med hinanden. Princippet om at give efter for en modstanders kraft og omdirigere den for at kaste ham til jorden eller for at holde ham fast i en ledlås, findes i begge stilarter. Men dette misforstås ofte af udøvere af Tai Chi, der er fuldstændig fasttømret i deres "skub og træk" tankegang.

Modstanderne står ansigt til ansigt.

Cheng - i hvidt - undviger et slag.

Han sparker mod skridtet.

Han griber fat i nakken på modstanderen.

For til sidst at kaste ham til jorden.

Med en rigtig forståelse for kampteknikkerne i Tai Chi, kan moderne udøvere give et friskt pust til en ellers uddød Stil. Man bringer ikke liv til Stilen, ved blot at lave den langsomme form. Formen i sig selv er en livløs serie af bevægelser. Der kommer først liv i Stilen, når en udøver forstår ånden og hensigten med hver eneste bevægelse, de hårfine nuancer mellem bevægelserne og overgangen mellem dem. At efterligne bevægelserne er ok, hvis man kun træner Tai Chi med et bedre helse for øje, men selv her opnår man ikke de fulde fordele, hvis man ikke forstår kampteknikkerne. Hermed er det ikke sagt at alle Tai Chi udøvere, skal forberede sig på at blive kastet eller få deres arme fastholdt i en lås. I stedet burde de stræbe efter at forstå, hvordan deres krop forholder sig til kampteknikkerne. Denne form for forståelse, gør det nemmere at huske formen og gør det muligt for eleven at bruge Yi eller "intention" er hver bevægelse. Tai Chis ledlåse og kast er en spændende del af den kinesiske kampkunst. Forståelsen af dem vil hjælpe til med at få en bedre forståelse for formen og hvem ved, måske redde dit liv en dag.

Mark Cheng er en kinesisk forsker og instruktør, der bor i West Los Angeles, Californien USA. Han begyndte sin Tai Chi træning som dreng hos sin far og fortsatte sin træning hos nogle af de mest berømte mestre i kinesisk kampkunst.

http://www.chung-hua.com/

Tilbage til indhold

Dræberinstinkt

Af Knud Erik Andersen.

At prøve på at forklare dræberinstinkt til nogen, der aldrig har oplevet det, vil svare til at prøve at forklare, hvad sødt er til en, der aldrig har smagt sukker før.

Cagefight survival of the fittest!

Dræberinstinkt er ønsket og muligheden for at gøre det af med sin modstander. Det er en sadistisk indre drift, der bliver styret af menneskets vilde natur. Det har intet at gøre med, hvor højt man råber af modstanderen eller hvor mange eder man får smidt i hovedet på fjenden. Der har intet at gøre med, hvor frygtelige grimasser man kan stille op. Det har absolut intet at gøre med at kaste sig hovedkuls ud i en kamp ophidset af adrenalinrusen. Dræberinstinkt vil sige at gøre en ende på det hele, afslutte det, fuldføre missionen. Det er det brændende ønske om at gøre en ende på modstanderen. Det er den kyniske, kolde, nøjeregnende anvendelse af dårlige hensigter.
Et velovervejet skænderi kan sagtens resultere i en effektiv anvendelse af dræberinstinktet. Selv om dette er let at forstå, er det ikke nemt at føre ud i praksis. Det er nemt at sidde tilbagelænet og sige: "Man kan blive nød til at gøre det, der skal til for at vinde en kamp", men det er noget helt andet, når man står i situationen.
Dræberinstinktet er det rigtige valg af taktik, ubarmhjertighed og benhård anvendelse af disse taktikker. Det er alle valg og handlinger, der fører frem til modstanderens fald. Dræberinstinktet er en egenskab, men også en mentalitet.

Den stærkeste overlever

Dræberinstinkt er den fulde kontrol over nogle af vores mest intense følelser. Hvis man skal gøre fuld brug af sit dræberinstinkt, må man ikke lade sig påvirke af sine følelser. Prøv engang at se på en gepard. Den kan gå i dagevis uden at få noget at spise, men alligevel kan den vente meget tålmodigt på det rette øjeblik før den sætter sit dødelige angreb ind, så middagsmaden er sikret. Dens krop er afhængig af dens dygtighed som jæger, så det er helt naturligt, at den er god til netop dette. Hvis man ikke er dygtig til at overleve i vildmarken, er man færdig. Geparden ved af erfaring, hvis den lade en knurrende mave forstyrre dens bedømmelse, må den vente endnu længere på det næste måltid. Den venter stille og roligt, mens den omhyggeligt lægger en slagplan. Hvilken gazelle er den letteste at fange? Hvilken gazelle vil tage tage flugten ud på savannen? Hvilken er den mest langsomme, den svageste, den mest uopmærksomme? Når det rette tidspunkt opstår, sætter den sit angreb ind uden den mindste tøven, ubarmhjertigt nærmer den sig sit bytte med et eneste formål, at dræbe sit bytte! Den nedlægger sit bytte med utrolig præcision og den stopper ikke før, der ingen modstand er tilbage. Dette er indbegrebet af alle stadierne af dræberinstinktet.
Der er et væld af viden at hente hos rovdyrene. Hvis man sammenligner jeet kune dos slagplan med gepardens, vil man se, der er mange ligheder. På begyndelsesstadiet i et gadeslagsmål, gør man sig sine indledende observationer. Dette kan være om modstanderen viser tegn på kendskab til nogen form for kampteknikker (boksning, karate, mm.) eller den instinktive fornemmelse, vi får for modstanderen. Vores indledende analyse skal være så nøjagtig som overhovedet muligt, fordi éns taktik vil blive baseret på denne. Den må ikke være påvirket af ukontrollerede følelser eller adrenalin.
Ligesom geparden udsøgte sig den svageste gazelle, vil vi søge efter en tydelig svaghed i modstanderens forsvar. Det ville ikke være særlig klogt, hvis geparden udså sig den stærkeste gazelle, ligesom det ikke ville være særlig smart at gå i infight mod en stærkere og hurtigere bokser. I dette tilfælde venter vi ikke på en mulighed, men vi prøver på selv at skabe en ved at bevæge os og sondere. På denne måde kan man få modstanderen til at afsløre mere om sig selv end han har lyst til. Man kan højst sandsynlig også få ham til at begå en fejl, som vi så kan drage fordel af. Når tiden er inde, slår vi til, i et frontalt angreb, som gør det af med ham, inden han når at reagere. Nu er der ingen vej tilbage. Vores liv afhænger af, at vi træffer den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt.

Fuld opmærksomhed

For at opøve så meget dræberinstinkt som muligt, skal man kunne styrer sine følelser. Man skal på få sekunder kunne skifte mellem en iskold følelsesløs maskine til det ustyrlige raseri, der kendetegner en grizlybjørn, der er gået amok, hvis situationen kræver det. Når man kan sparke og slå, skal man være som en iskold maskine, frigjort for en hvilken som helst form for følelsesmæssig spænding eller angst. Man skal være rolig, vurdere situationen og reagere derefter som en helt naturlig ting. Når man kommer så tæt på, at det er muligt at indsætte holdegreb, skal man blive som et vildt dyr. Immun overfor smerte eller fornuft. Hvis kampen udvikler sig til at fortsætte på gulvet, skal man vende tilbage til at være en iskold maskine igen, så man effektivt kan træffe den rigtige taktiske beslutning. Dette er et meget vanskeligt stadie at opnå. Det kan kun opnås, hvis man er opmærksom på, hvad

der sker i éns indre. Som grundsætningen i biofeedback (en serie af afslapningsøvelser red.) siger: "kontrol efterfølges af opmærksomhed".
Hvis kontrol efterfølges af opmærksomhed, hvordan opnår man da denne "opmærksomhed"? For det første skal man se dræberinstinktet i et lys, der ikke bliver sløret af nogen form for moralske, idealistiske eller institutionsmæssig skygger. Hver gang man prøver på at kategorisere det, efterrationalisere vi og ser ikke, hvad det egentlig er. At være opmærksom vil sige at være vel vidende om de mentale, åndelige, følelsesmæssige og fysiologiske forgreninger i nuet. Opmærksomhed er at være et med sine omgivelser, fornemme din indflydelse på dem og omvendt deres indflydelse på dig. Det er absolut ikke at træffe en afgørelse p.gr.a. dine observationer. Hvis der f.eks. er én, der kører ind foran dig i trafikken uden at vise af og du får lyst til at flå hovedet af ham/hende, træder du ikke bremsen i bund og undertrykker din lyst, mens du skælder dig selv ud for denne Neandertaler opførsel. Man erkender simpelthen, hvad man føler i det øjeblik, hvad der er årsagen til det og hvordan man kan bruge denne erfaring til sin egen fordel fremover. Opmærksomhed kan opdyrkes på mange måder. Lige nu er vi kun interesseret i opmærksomheden i os selv, men egenskaberne, der er nødvendige i kamp kan så absolut også bruges i trafikken. Men hagen med det hele er, at vi har med noget indefra kommende at gøre, hvilket gør det hele noget vanskeligere. Vi er opvokset i en kultur fyldt med adspredelser. Fjernsyn, radio, videospil, endeløse rækker af sladderblade - alle medvirker de kun til at aflede vores opmærksomhed fra at leve vores såkaldte jordbunden liv. Ved at adskille os fra virkeligheden, om så det kun er for et øjeblik, giver vi slip på den ene ting, der er altafgørende for om vi kan fuldføre, nemlig os selv. Hvor mange har rent faktisk været i en tilstand, hvor man ikke er blevet forstyrret selv under meditation eller en gå tur i naturen. Hermed mener jeg, tid hvor man har lyttet til sin egen krop. Dette er ikke nogen nem opgave. Hvis man prøver at sidde stille i 25 minutter hver dag i en hel uge, vil man få ting og sager af vide, man ikke troede mulig. Man vil opleve mange forskellige og til tider stærke følelser, der kommer til syne uden nogen umiddelbar årsag. Dit sind vil opdigte meget overbevisende argumenter mod denne handling. Dette vil ikke være en særlig rar oplevelse. Jeg gør mig ikke til talsmand for nogen religiøse eller spirituelle doktriner, der gør brug af sådanne øvelser. Det er simpelthen en øvelse, der udvikler opmærksomheden - fordi hvis du ikke kan lytte til din krop, mens du sidder stille, vil du absolut heller ikke kunne gøre noget, når Oversergent Rapkæft giver dig nogle flade.

Total kontrol

Lad os nu sige I har fulgt mit råd og har opnået en vis opmærksomhed. Det er så nu, vi begynder at arbejde på begrebet: kontrol, dette er rent faktisk den nemmeste del. Nu da vi er klar over de forandringer, der sker i vores krop, prøver vi gradvist på at få kontrol over disse forandringer. Jo mere skarpsindig vores opmærksomhed er, des bedre resultat opnår vi. De tilfælde, der gør at dit blod koger og dit hjerte slår hurtigere, giver en god grund til træning. Det kan være en kamp med dig selv, en nedladende kasser i banken, eller en check man skulle havde modtage i posten, der udløser dette. Alt der kommer i din vej er lovligt bytte. I stedet for at gå fuldstændig amok, hvilket kun gør skade på dine møbler, eller hvis du undertrykker de kraftfulde følelser, som kan udløse et mavesår, foreslår jeg du tager et par dybe vejrtrækninger og erkender, hvad der sker i din krop. Du er stadig vred, men det er en kontrolleret vrede, som giver en særdeles gunstig energi. Tag endelig ikke fejl, alle kan få et raserianfald - når man mister sit rolige overblik er det ikke et tegn på styrke, men tab af kontrollen.
Meget af dette jeg har skrevet kan måske virke lidt hemmeligt og uklart, men det er det faktisk ikke. Prøv læg mærke til en hvilken som helst sportsudøver, og hvad der giver dem succes under pres. Deres følelser er ligeså stærke som alle andres, men de ved, hvordan de skal kanaliserer dem og ikke blive overvældet af dem. Prøv at tænk på nogle af de mange sager, hvor en mand eller kone dræber hinanden. På trods af al deres sorg og fortrydelse, er der én ting der står helt klart, de mistede kontrollen og fattede ikke, hvad de gjorde før det var for sent. Som kampkunstudøvere, skal vi hele tiden være klar over, hvad vi gør. Selvfølgelig for andres sikkerhed, men også fordi vi kan handle passende, beslutsomt og ubarmhjertigt, når det er nødvendigt for at forsvarer os selv og vores nærmeste.

Total handling

Det dræberinstinkt vi ønsker at opøve er ikke som en forhammer - det er som en skalpel, der hele tiden skal være skarp. Et dræberinstinkt, der gør det muligt for os at sejre i en blodig gadekamp. Det er vores viden, der giver os et tip om modstanderens svagheder. Det er ubarmhjertigheden, der driver os til hensynsløst at udnytte disse svagheder. Det er denne drivkraft, der forvandler vores træning til kamp. Dette skal man være meget opmærksomt på. Hvis du har et ønske om at blive en kæmper, påhviler det dig at virkeliggøre dræberinstinktet i din træning. Jeg har givet én måde at optræne dræberinstinkt på. Det er måske den mest gavnlige, men også den mest utilfredsstillende. Hvordan du rent fysisk får det indpasset i din stilart, er helt og aldeles op til dig, men de skal have deres udgangspunkt i disse uforanderlige principper. I en krisesituation, vil du ikke leve op til dine forventninger, men ende der, hvor du er nået til i din træning. Lad ikke din uvidenhed om dræberinstinktet blive din undergang.

Tilbage til indhold

Tålmodighed er den bedste familiearv.