|
Fra redaktionen! |
|
Hvor mange lærere er ikke blevet stillet
spørgsmålet om, hvad forskellen er mellem en lærer
og en mester?
Den fysiske forskel mellem en lærer og en mester er
udførelsen af bevægelserne. Den eneste måde,
hvorpå man kan mestre noget, så er det uanset om det
drejer sig om kampkunst, dans, kunst, digtning osv., er ved hele
tiden at gentage øvelserne gang på gang.
Én der mestre det fysiske, er én som har øvet
bevægelserne i så mange år, at de er blevet helt
naturlige for ham. Bevægelserne er rolige og elegante. Det er
som kunne de blive ved med at udføre øvelserne i al evighed.
Men at kunne mestre bevægelserne er kun en lille del af
helheden og behøver nødvendigvis ikke at betyde, at man
også mestre alle de andre aspekter af Stilarten.
At mestre den fysiske og mentale del af Stilen kræver en dyb
forståelse, ikke kun af selve Stilen, men også af,
hvordan det påvirker selve livet. Én der mestre
både de fysiske og mentale aspekter af Stilen er i harmoni med
sig selv og sine omgivelser. De fysiske og mentale aspekter bliver
som ét.
Man skal huske på at mange mestre viderefører en Stil,
der gennem mange hundrede år har gennemgået en udvikling,
hvor hver af de tidligere mestre har givet deres fortolkninger og
forbedringer til Stilen. Dette gør at Stilen stadig eksisterer
og gør Jorden et bedre sted at leve. Der er mange
"såkaldte mestre", men meget få rigtige.
"Hvordan kan man da se, om det er en sand mester?", er jeg
tit blevet spurgt.
"Du vil ikke være i tvivl", plejer jeg at svare.
En sand mester vil have en udstråling og en personlighed,
så hvis eller når man står overfor én, vil
man ikke være et sekund i tvivl. Måske et lidt vagt svar,
vil nogle måske nok synes, men en sand mester er som et
fyrtårn, der lyser i det fjerne for at lede skibene i sikker havn.
Når du træner, uanset Stilart eller formål, så
prøv at have i tankerne, hvad der skal til for at kunne
mestre din Stil. Når du har fundet ud af det, så
stræb efter at opnå det. Verdenen og alle omkring dig vil
da få en bedre Verden at leve i.
Knud Erik Andersen
|
En stor mand er han, som ikke har tabt sit barnehjerte.
Lao-Tse |
|
Tilbage til indhold
|
De 4 drager: En gammel kinesisk
fortælling

Der var engang, hvor der ikke var nogen floder eller søer
på Jorden, kun Havet i Øst, hvor der levede fire drager:
Den Lange Drage, Den Gule Drage, Den Sorte Drage og Perle Dragen.
En dag fløj de fire drager fra havet op i himmelen. De
svævede, dykkede og legede gemmeleg mellem skyerne.
"Skynd Jer her over!" Råbte Perle Dragen pludseligt.
"Hvad sker der?" Spurgte de tre andre, mens de så
i den retning som Perle Dragen pegede. Nede på Jorden så
de en masse mennesker, der satte frugt og kager frem, samtidigt med
de afbrændte nogle røgelsespinde. De bad! En kvinde med
hvidt hår, med en tynd dreng på sin ryg, knælede
på jorden og sagde lavmælt:
"I Guder i Himmelen, vil I ikke snart give os noget regn,
så vi kan give vores børn noget ris at spise....."
Der havde nemlig ikke været noget regn i meget lang tid.
Afgrøden visnede, græsset var blevet helt gult og jorden
revnede i den brændende sol.
"Hvor er de mennesker dog fattige!" sagde Den Gule
Drage. "De vil dø, hvis der ikke snart kommer noget regn".
Den Lange Drage nikkede og sagde: "Lad tage hen til Jade
Kejseren og bede ham om noget regn".
Den forsvandt ind i skyerne med de andre efter sig på vej
mod Det Himmelske Palads.
Da Jade Kejseren bestemte over Himmelen, Jorden og Havet var han
meget magtfuld og han var ikke særlig glad da Dragerne kom
brasende ind. "Hvad laver I her i stedet for at være i
Havet, hvor I hører hjemme?" Spurgte han.
Den Lange Drage trådte frem og svarede: "Afgrøden
på Jorden visner hen og dør, Deres Majestæt. Vi
beder Dem om hurtigt at lade det regne!"
"Ok. Jeg lader det regne i morgen, men se nu at komme hjem
med Jer". Jade Kejseren lod som om han var enig, men han var
mere optaget af at lytte til feernes sange.
"Tusinde tak, Deres Majestæt", sagde de fire
Drager og tog glade hjem.
Men ti dage gik uden en dråbe regn.
Menneskene led mere og mere, nogle spiste bark, andre
græsrødder, andre igen tvang sig selv til at spise hvidt
ler, da der ikke var mere bark og græsrødder tilbage.
Da De Fire Drager så dette, blev de meget bedrøvede,
for de vidste at Jade Kejseren kun interesserede sig for sig selv og
var ligeglad med menneskene. De kunne kun stole på dem selv,
hvis menneskene skulle hjælpes ud af deres nød. Men
hvordan skulle de hjælpe dem?
Da Den Lange Drage så på det enorme hav, fik han en idé.
"Hvad er det? Fortæl os det nu!" bad de tre andre.
Prøv se. Er der ikke rigeligt med vand i det hav, hvor vi
bor? Vi burde øse det op og sprøjte det op mod skyerne.
Vandet vil så komme ned som regndråber og falde ned for
at redde menneskene og deres afgrøde".
"God ide" råbte de alle.
"Men Jade Kejseren vil bebrejde os, når han finder ud
af det", sagde Den Lange Drage, da den havde tænkt sig
lidt om.
"Jeg vil gøre alt for at hjælpe menneskene",
sagde Den Gule Drage bestemt.
"Lad os komme i gang, vi vil aldrig fortryde". Den Sorte
Drage og Perle Dragen ville ikke lades udenfor.
De fløj ned i havet og fyldte deres munde med vand og
fløj op mod skyerne, hvor de sprøjtede vandet ud over
jorden. De Fire Drager fløj frem og tilbage, så skyerne
blev helt sorte. Inden længe blev havvandet til regn, der
væltede ned fra himmelen.
"Det regner! Det regner!"
"Afgrøden er reddet!"
Menneskene råbte og sprang af glæde. På Jorden
rejste hveden sig og det samme gjorde durrastilkene.
Guden over Havene så dette og fortalte Jade Kejseren, hvad
han havde set.
"Hvor vover De Fire Drager at lave regn uden min
tilladelse!" Jade Kejseren var rasende, og gav ordre til De
Himmelske Generaler og deres tropper om at finde og arresterer De
Fire Drager. Da De Fire Drager var langt underlegen, kunne de ikke
forsvarer sig og de blev snart arresteret og bragt tilbage til Det
Himmelske Palads.
"Hent fire bjerge, de kan begraves under, så de ikke
stikker af!" Beordrede Jade Kejseren Guden over Bjergene.
Guden over Bjergene brugte sine magiske evner for at få fire
bjerge bragt dertil. De hvislede i vinden og blev smidt oven på
De Fire Drager.
Fængslet som de var, fortrød de aldrig deres
handling. Besluttet på at hjælpe menneskene i al tid,
forvandlede de sig til fire floder, som flød forbi høje
bjerge og dybe dale, de krydsede landet fra Øst til Vest for
til sidst at ende i havet. På denne måde blev Kinas fire
store floder skabt - Heilongjian (Den Sorte Drage) i det høje
Nord, Huanghe (Den Gule Flod) i det Centrale Kina, Changjian (Yangtze
eller Den Lange Flod) i Syd og Zhujiang (Perle Floden) i det fjerne Syd. |
Tilbage til indhold
|
Hvad der kendetegner en god mester!
Af Wong Kiew Kit
Oversat af Knud Erik Andersen |
|

Det er en stor velsignelse at have en god mester ved sin side,
når man træner Kungfu, Tai Chi Chuan og Qigong. Da der er
så mange middelmådige lærere nu til dags, nogle
begynder endda at undervise efter et par weekend kurser, er det som
at finde en nål i en høstak, når man skal finde en
god mester. Men her er nogle tips, der måske kan hjælpe lidt.
Han er et godt eksempel på, hvad han underviser.
En god mester er et godt eksempel på det han underviser. En
Kungfu mester skal kunne forsvarer sig selv, en Tai Chi Chuan mester
skal have noget indre energi og en Qigong mester vise han har et godt
helbred, da dette er det grundlæggende disse Stilarter siges at frembringe.
En Kungfu, Tai Chi Chuan eller Qigong mester nyder ikke godt af den
samme luksus som fodboldtrænere eller trænere fra andre
idrætsgrene, som dårlig nok kan drible eller løbe
ligeså godt som dem de træner. Der er også nogle
Kungfu, Tai Chi Chuan og Qigong lærere, der ikke kan
udføre bevægelserne halvt så godt som deres
elever, men de er sandelig ikke mestre, men deres elever og
offentligheden viser dem denne respekt af høflighed.
Forståelse for dybden og omfanget.
Foruden at være dygtig skal en mester også være
kyndig. Han burde have en god forståelse for dybden og omfanget
af den Stil, han underviser. Han skal også kunne svare på
grundlæggende spørgsmål som eleverne måtte
have omkring deres træning.
Uden dette kendskab vil en mester ikke kunne hjælpe sine elever
med at opnå de fordele, der er ved at træne Stilen. Det
sker, især i Østen, at nogle mestre er meget dygtige,
men de er bare ikke kyndige. Dette er helt OK, hvis man mener at
ordet "Mester" henviser til én, der har opnået
et højt niveau og som måske ikke er en lærer. Det
modsatte er ikke OK, f.eks. hvis der er én, som er kyndig, men
ikke er dygtig, hvilket er meget udbredt i Vesten. Der er måske
nogen, der har læst en masse om Kungfu, Tai Chi Chuan eller
Qigong og måske endda skrevet et par bøger om det, men
er ikke særlig dygtig. Man kan kalde dem for
videnskabsmænd, men absolut ikke for mestre. |
Systematisk og gavmild.
En mester eller en god lærer skal både være
systematisk og gavmild. Én der er meget dygtig og kyndig, men
som underviser på må og få eller tilbageholder
meget af det avancerede indhold i træningen, er en ekspert, men
ikke en god mester.
På den anden side, at det er vigtigt, at en god mester
underviser i overensstemmelse med elevernes behov og talent. Hvis en
elev ikke har opnået de forventede mål, vil en mester
ikke undervise ham videre, da han ikke er klar (hvor meget en mester
inderst inde så gerne vil), hvis han alligevel gør det,
er det ikke til elevens fordel. I sådanne situationer bliver
det tit opfattet som om han tilbageholder nogle hemmeligheder.
Han udstråler inspiration.
Det der gør en mester til stormester, er at han udstråler
inspiration. Det er en glæde at lære fra en stor mester,
selv om hans undervisning er hård. Han forklarer komplicerede
ting så de lyder simple, han giver udtryk for, hvis noget
skulle gå galt, skal han nok hjælpe til med at få
det rettet og opfordre sine elever til at gøre deres bedste,
så selv de måske en dag kan blive lige så dygtige,
hvis ikke bedre, end han selv er.
Han har en høj
moral.
Det der kendertegner en stor mester, at han underviser og fremviser
en høj moral i sin gøren og laden. Derfor vil, verdens
bedste kæmper, som brutalt skader sine modstandere, eller den
bedste lærer af en hvilken som helst Stil, som ikke
træner, det han forkynder, kan ikke betragtes for værende
en stor mester. En stor mester er tolerant, medlidende, modig,
retfærdig, har meget næstekærlighed og udviser en
stor respekt for livet. Forståeligt nok er store mestre meget
sjældne; de er mere end deres vægt værd i guld.
Wong Kiew Kit er en mester af både indre
og ydre kinesiske stilarter. Han er en produktiv forfatter og har
skrevet nogle af de bedste bøger om kinesisk kampkunst, der er
på markedet i dag. Du kan læse mere om ham, ved at
besøge hans hjemmeside:
http://shaolin-wahnam.tripod.com/
 |
Tilbage til indhold
|
Vis respekt for din mester!
Af Wong Kiew Kit
Oversat af Knud Erik Andersen |
|

En Stil læres bedst der, hvor det har sine rødder. En
mærkbar forskel mellem kulturen i Østen og Vesten er den
måde, hvorpå en mester respekteres. I dette henseende kan
jeg ikke beklage mig, for mine elever, uanset om de kommer fra
Østen eller Vesten, respekterer mig, som det sig hør og
bør. Men jeg har snakket med mange mestre fra Østen,
som synes de bliver behandlet med meget lidt respekt fra deres
elever. Mange viser ligefrem respektløshed overfor dem. For
det meste skyldes det en uvidenhed fra eleverne fra Vesten om,
hvordan man gør i Østen, mere end en bevidst
uhøflig handling mod deres mester. I det efterfølgende
vil jeg prøve på at give nogle råd, der kan
hjælpe elever både fra Østen og Vesten med at
udvise den behørige respekt overfor deres mester.
Korrekt henvendelse til mesteren.
For det første skal man vide, hvordan man henvender sig
korrekt til sin mester, noget mange elever fra Vesten er helt
uvidende om. Aldrig, aldrig, aldrig bruge din mesters navn og slet
ikke, hvis han kommer fra Østen. I Vesten ses det måske
nok som noget personligt og ønskeværdigt at kalde de
ældre eller måske sin chef ved deres fornavn, men i den
Østlige kultur anses det for værende meget uhøfligt.
Det er værd at vide og skrive sig bag øret, at din
mester er IKKE din ligemand. Din mester er mindst ét, hvis
ikke adskillige niveauer over dig, ellers kan han eller burde han
ikke være din mester. Den korrekte måde at henvende dig
til din mester, er ved at kalde ham "Sifu", hvilket på
cantonesiske betyder "Mester". Udtalen på mandrin er "Shifu".
Faktisk, hvis en stor mester svarer dig, når du kalder ham
"Sifu" er det dig - ikke ham - der burde være
beæret; han viser på denne måde, han har accepteret
dig som elev. Jeg var altid utrolig stolt, hver gang jeg kaldte mine
mestre Lai Chin Wah og Ho Fatt Nam "Sifu", fordi de var to
af de største mestre, jeg nogensinde havde stødt på.
Hvis din mesters efternavn er Chen, bør du kalde ham
"Sifu" eller "Master", men aldrig "Sifu
Chen" eller "Master Chen", for det er sådan alle
andre ville henvende sig til ham, ikke hans elever. Hvis du kalder
ham "Sifu Chen" eller "Master Chen" lægger
du afstand til ham.
Vær anstændig.
Foruden at være anstændig i din måde, hvorpå
du retter din henvendelse til din mester, bør du også
gøre det i din opførsel. Læg f.eks. aldrig armen
omkring ham, klappe ham på skuldrene eller give ham et knus -
overlad det til hans kone, hvilket i følge etiketten i
Østen, kun gøres for lukkede døre. Når du
står eller sidder foran eller i nærheden af ham, så
stå rank. Du behøver ikke at stå ret som en anden
soldat, men du bør ikke stå helt dvask med hænderne
i siden eller hænderne i lommen. Når du sidder, så
lad være med at side med korslagte ben med en fod pegende lige
mod ham, eller blotte dit skridt mod ham, selv om det er dækket
til bag dine klæder. Det er kun fornuftigt at lytte efter,
når din mester taler, især hvis han forklarer nogle
bevægelser. Men det sker alligevel, at man ser nogle voksne
elever, mænd som kvinder, der ligger henslængt på
gulvet, nogle gange med deres hænder foldede på nakken,
øjnene lukkede og med benene spredte i en indbydende stilling!
Dette viser ikke kun uhøflighed overfor mesteren, men en
fuldstændig mangel på respekt fra elevernes side.
Når man kommer til og forlader undervisningen.
Det er også dårlig opførsel at komme for sent. I
gamle dage i Østen ville en elev, hvis han kom for sent, blive
bedt om at gå hjem eller at blive væk, hvis han
jævnligt kom for sent. Dette er vel egentlig ikke så
mærkeligt, mesteren har jo noget værdifuldt at tilbyde;
hvis man kommer for sent, giver man stiltiende udtryk for man ikke
værdsætter mesterens undervisning. Men har man en god
grund for at komme for sent, bør du først hilse ham fra
døråbningen, derefter gå stille men hurtigt hen
til ham og hvis han er optaget med noget, så vent. Når
han har tid, forklar kort årsagen til du kommer for sent og sig undskyld.
På den anden side, bør du vente med tålmodighed,
hvis din mester er for sent på den - også hvis det drejer
som om timer! Hvis du synes, dette er uretfærdigt, så er
du sandsynligvis ikke parat til denne fremragende Stil. Der er
historier om store mestre, der bevidst kom for sent, ikke i timevis,
men dagevis, hvorefter de videregav sine hemmeligheder til de få
kloge tålmodige elever. Selvom det sker meget sjældent i
dag, giver det et meget godt billede af kulturen i Østen. Du
og de andre elever skal stoppe med uanset, hvad I var i gang med,
rejse Jer respektfuldt, bukke og hilse Jeres mester, når han
kommer ind. |
Forlad ikke undervisningen midt i det hele. Men hvis du af en eller
anden grund bliver nød til at forlade undervisningen, så
forklar din mester det, før undervisningen begynder og bed
pænt om hans tilladelse. På det pågældende
tidspunkt, bed da om hans tilladelse igen, buk og tak ham før
du går. Når en undervisning slutter, bør eleverne
først forlade undervisningen efter mesteren, ikke før.
Men hvis mesteren bliver længe efter undervisningen er slut,
f.eks. fordi han skal forklare noget til nogle andre elever, der har
stillet ham et spørgsmål, må de andre elever godt
forlade undervisningen, efter de har bukket for ham.
I Østen er det meget almindeligt at mesteren kommer sidst og
går først. Interessant nok er det modsat i Vesten.
Lærerne af Vestlig kultur og afstamning, komme tit først,
fejer gulvet, og bager kager og tilbereder drikkevarer, som han vil
tilbyde elverne, når der er pause. Når undervisningen er
slut, vil læreren stå i døren og give eleverne
hånd og takker dem, fordi de kom. Derefter vil han smide
affaldet, hans elever har efterladt sig, ud og sikre sig at alle er
gået hjem, før han lukker dørene efter sig.
Byd på en kop te.
I Østens kultur er det altid elverne, der tilbyder drikkevarer
til lærerne. Når man tilbyder sin mester en kop te, er
det bedst at serverer ham den med to hænder. I den
Østlige kultur betyder det at modtage en kop te og drikke den,
mere end blot at slukke sin tørst.
Før i tiden var det meget normalt, man tog mod en kop te
tilbudt af én, der bukkede dybt og havde panden ned i gulvet,
mens men selv sad ned foran vidner også selv om de måske
var éns værste fjende, det ville betyde man modtog deres
undskyldning og ville glemme alt, der var sket.
En elev bør også tilbyde sin mester en plads at sidde
på og helst den bedste, der er. Hvis mesteren ikke sidder ned,
bør eleverne forblive stående, medmindre mesteren beder
dem om at sætte sig. Hvis man spiser sammen, skal man vente med
at spise, indtil mesteren er begyndt at drikke eller spise.
Vær ikke fornærmende.
Når din mester forklarer eller viser dig noget, så lyt
godt efter. Lad være med at sige: "Det ved jeg da godt.
Det har du vist engang før", selv om det er rigtigt. I
kampkunstkredse anses dette ikke for at være ligefrem, men
direkte fornærmende - man hentyder til, at mesteren ikke ved,
hvad han snakker om.
Jeg husker flere situationer, hvor min mester viste mig noget, jeg
allerede havde lært, men tak for min forståelse for
Østens kultur, udførte jeg, hvad han bad mig om, selv
om det var meget enkelt og under mit niveau. Det gik først op
for mig et godt stykke tid efter, hvis jeg ikke havde fulgt disse
enkle instruktioner, ville jeg ikke have fået opøvet det
grundlæggende i øvelserne for at gå videre med de
avancerede. Begå aldrig den skæbnesvangre fejltagelse at
fortælle en mester, hvordan han skal undervise dig. Det er ikke
kun upassende, det er meget dumt, for man vil da fortrænge,
hvorfor man egentlig har brug for ham. Hvis han er en mester, ved han
hvad der er bedst for dig og hvordan han kan hjælpe dig. Han
kan se, hvad du har brug for, længe før du selv ved det.
I elevernes interesse.
Det mester/elev forhold jeg i denne artikel har beskrevet, vil nok
virke meget underligt for mange vesterlændinge, ligesom de, der
kommer fra Østen vil føle mange af
vesterlændingenes handlinger for værende meget underlige.
Det kommer som noget af en overraskelse for mange, især for de
elever, der tror, de gør mesteren en tjeneste ved at betale
ham for undervisningen, at disse skikke i forhold til at vise sin
mester respekt ikke er for hans skyld, men for elevernes. Èn,
der lever af at undervise Kungfu, dans eller hvad som helst, er mere
interesseret i at få pengene end respekten. En mester, hvis
Stil giver dig et godt helbred, vitalitet, gør at du
tænker bedre, er nærmest ligeglad med om du respektere
ham mere end din hund eller ej. Men de elever, der har oplevet de
fantastiske fordele af ægte Kungfu, Qigong eller Tai Chi, vil
indse, at den respekt man viser mesteren, ikke kun er et oprigtigt
tegn på værdsættelse overfor mesteren, der
videregiver sin Stil, men fastsætter også en ideel mental
tilstand for at få det maksimale udbytte af undervisiningen.
Wong Kiew Kit er en mester af både indre
og ydre kinesiske stilarter. Han er en produktiv forfatter og har
skrevet nogle af de bedste bøger om kinesisk kampkunst, der er
på markedet i dag. Du kan læse mere om ham, ved at
besøge hans hjemmeside:
http://shaolin-wahnam.tripod.com/ |
Tilbage til indhold
|
Det er en dårlig skipper, der bebrejder de oprørte bølger. |
|