Tai Chi Nytonline © 2001

Nr. 4 Maj 1990

 

Yang Cheng Fus ti gode råd om Tai Chi

Yang Cheng-Fu

At skubbe hænder

At lege Tai Chi i Singapore

Fra Kina til Danmark

Kampteknikker

Principper for at træne form og skubbe hænder

Tilbage til Tai Chi Nyt online

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Yang Cheng-Fu, der udfører Knyttet næve ved hoften

 

Yang Cheng Fus ti gode råd om Tai Chi

 

Yang Cheng-Fu

Hovedet skal holdes oprest og let

Hold ryggen, nakken og hovedet naturligt løftet. Hav en let fornemmelse i toppen af hovedet. Vær afslappet, ellers kan blodet og den indre energi ikke cirkulere frit.

 

Sænk brystet og løft ryggen

Hold brystet lidt indad, dette vil gøre det muligt at sænke åndedrættet ned i maven. Skyd ikke brystet frem, for det vil holde energien oppe i brystet og hæve tyngdepunktet. Stor styrke kan kun komme fra rygraden hvis man sænker brystet.

 

Slap af i taljen

Taljen er vigtig. Når man slapper af i taljen, vil fødderne have styrke og man vil stå stabilt. Alle skift mellem fuld og tom kommer ved at dreje i taljen. Derfor er taljen et meget vigtigt område. Har vi ingen kraft, må vi se efter fejlen her.

 

Skelne mellem fuld og tom

Skelne mellem fuld og tom er det første princip i Tai Chi. Hvis kroppens vægt hviler på højre ben, er højre ben fuldt og det venstre er tomt, og omvendt. Kun ved at skelne fuld og tom, kan vi dreje let og ubesværet. Kan vi ikke det bliver vores skridt tunge og stive. Vores stillinger bliver ustabile og vi kan let skubbes ud at balance.

 

Sænk skuldrene og lad albuerne falde

Når vi sænker skuldrene, kan de slappe af og hænge afslappet ned. Kan de ikke det kommer energien op med dem og kroppen er uden styrke. Når vi sænker albuerne kan de slappe af og hænger tungt ned. Er albuerne løftede kan skuldrene ikke synke. Så kan vi ikke skubbe modstanderen ret langt, og vi vil få afbrudte bevægelser som i de hårde stile.

 

 

 

Brug sindet i stedet for rå styrke

Dette står i klassikerne, og betyder at vi udelukkende skal bruge sindet og ikke rå styrke. Nogen vil måske spørge: "Hvordan kan man forøge kraften uden at bruge styrke?" Ifølge traditionel kinesisk lægevidenskab, så er der i den menneskelige krop et system af stier, som kaldes Jingluo (eller meridianer), der binder de indre organer sammen med andre dele af kroppen og som gør den menneskelige krop til en integreret helhed. Hvis Jingluo ikke bliver hindret, så vil den indre energi cirkulere uforstyrret i kroppen. Men hvis Jingluo blokeres af stivhed, så vil den indre energi ikke kunne cirkulere og som konsekvens heraf, vil det ikke være let at bevæge kroppen. Derfor skal man bruge sindet i stedet for styrke, så den indre energi følger lige i kølvandet på sindet eller bevidstheden og cirkulerer i hele kroppen. Gennem ihærdig træning, vil man blive i stand til at have en virkelig indre styrke. Dette er hvad Tai Chi Chuan eksperter kalder "smidig i optræden, men kraftfuld i væsen".

En Tai Chi Chuan mester har arme, der er som stålstænger pakket ind i vat, med en umådelig kraft gemt i dem. Udøvere af den ydre skole ser stærke ud, når de bruger styrke, men når de ikke bruger styrke, er der ikke mere kraft. Det er kun en form for overfladisk kraft. Styrken hos den der træner hårde stile er nem at manipulere og er ikke værd at se op til.

 
Koordination mellem det øvre og nedre af kroppen

Det er hvad der menes i klassikeren "Afhandling om Tai Chi Chuan" når der står at styrken kommer fra fødderne, går op gennem benene, styres af taljen og udløses af hænderne. Fra fødderne til hænderne skal der være et ubrudt kredsløb af energi. Når hænder, talje og fødder bevæges, sker det i sammenhæng. Dette er koordination mellem det øvre og nedre af kroppen. Er bare en enkelt del ikke synkroniseret, vil der opstå forvirring.

 

Sammenhæng mellem indre og ydre

Det Tai Chi træner er sindet. Derfor siger man at sindet er kongen og kroppen er ministrene. Hvis vi styrker sindet vil vi kunne bevæge os naturligt og let. Bevægelserne er ikke andet end fuld og tom, åbne og lukke. Med åbne og lukke, mener vi ikke bare kroppen, men også sindet. Når det indre og ydre hænger sammen, bliver der ingen afbrud i bevægelsen.

 

Kontinuitet uden afbrydelse

Styrken hos de der træner de hårde stile, er en klodset ydre styrke. Derfor kan man se den begynde og slutte, fortsætte og stoppe. Den gamle styrke er opbrugt før den nye er født. På dette stadie bliver man let overvundet. I Tai Chi bruger vi sindet i stedet for ydre styrke. Fra begyndelse til slut er der ingen afbrydelser. Alting er helt og flydende, rundt og uendeligt. Dette er hvad klassikerne kalder "bevæg dig som en stor flod", eller "som når man trækker silke fra en puppe". Alt dette udtrykker ideen om at bevæge sig som en helhed.

 

Søg ro i bevægelse

Udøvere af den ydre skole udmatter deres energi og bliver forpustede efter træning. Tai Chi bruger ro mod bevægelse. Selv når vi bevæger os, forbliver vi i ro. Derfor er det bedre jo langsommere man laver formen. Når man træner langsomt bliver ens vejrtrækning langsom og dyb. Energien synker ned i maven, og naturligvis undgår man de skadelige virkninger af forhøjet puls. Udøvere der tænker grundigt over dette vil forstå meningen.

Tilbage til indhold

Yang Cheng-Fu

 

Yang Cheng-Fu

I dette nummer vil vi give en biografi af mesteren, der mere end nogen anden, har været med til at udbrede Tai Chi. Det mener vi at vi bedst gør ved at vise billeder af hans form og måde at bruge den på, og ved at bringe hans forord til sin bog Principper og anvendelsen af Tai Chi Chuan.

 

Da jeg var barn, så jeg min bedstefar Yang Lu-Chan undervise min far og mine onkler og andre elever i Tai Chi boksning. De trænede både om dagen og om aftenen uden stop, både hver for sig og parvis. Men jeg var skeptisk og mente ikke at forsvar mod én mand var værd at lære, og i fremtiden ville jeg lære forsvar mod tusind. Da jeg blev lidt ældre, spurgte min onkel Yang Pan-Hou om jeg ville træne med ham. Da jeg ikke længere kunne skjule min tvivl, udtrykte jeg den direkte til ham. Min far Yang Chien-Hou blev meget vred og sagde: "Hvad er nu det for snak? Din bedstefar skænkede denne kunst til vores familie, vil du afvise din families arv?"

Min bedstefar beroligede ham og sagde: "Børn skal ikke tvinges." Han gav mig et venligt klap og fortsatte: "Nu skal jeg forklare: Grunden til at jeg træner denne kunst er ikke for at udfordre andre, men for selvforsvar. Ikke for at tyrannisere andre, men for at gøre noget godt for vores land. Folk kender kun vores folks fattigdom, men ser ikke dets svagheder. Derfor laver vores politikere planer for at bekæmpe fattigdom. Men jeg har aldrig hørt om planer, der skulle styrke den svage og syge. Med et land fuld af syge og svage mennesker, hvem kan da afskaffe fattigdom? Grunden til fattigdom er svaghed. Europæere og amerikanere er stærke folk, ingen tvivl om det, og de dværgagtige japanere er, selv om de er små, disciplinerede og beslutsomme. Når vores magre og udtærede folk står overfor dem, er det ikke svært at spå om udfaldet. Derfor er den bedste måde at redde landet på, at hjælpe de svage. Forsømmer vi dette, er vi dømt til fiasko.

Fra jeg var ung har jeg altid set det som min personlige opgave at hjælpe de svage. Jeg har set berømte kampkunstmestre, hvis styrke på ingen måde ligger under for de stærkeste såkaldte muskelmænd i vesten. Fuld af entusiasme tiggede og bad jeg om at lære deres kunst. Men de holdt deres viden hemmelig og ville ikke undervise mig. På den måde opdagede jeg at der er en grund til at Kina er så svagt, selvom det besidder stor viden om kunsten at blive stærk.

Senere hørte jeg at i Chen-Chiakou i Honan, var en familie, der var meget berømt for deres indre boksning. Jeg skyndte mig dertil, for at lære af Chen Chang-Hsing.

Selv om jeg ikke blev afvist i døren, fik jeg ikke lov at dele deres hemmeligheder. Jeg var tålmodig i mere end ti år. Min lærer blev til sidst rørt over min oprigtighed og begyndte om aftenen, når alle andre sov, at åbenbare sine hemmeligheder for mig.

Efter at have afsluttet mine studier, kom jeg til hovedstaden og svor den ed, at jeg ville undervise denne kunst til alle, der ville lære den. Inden længe så jeg iblandt mine elever, at den tynde tog på, den tykke blev slankere og den syge blev rask. Dette gjorde mig meget tilfreds. Men hvad et menneske kunne undervise var begrænset og lidt ligesom den fjollede gamle mand, der prøver at flytte bjerget. Og ville de fra mine forældres generation og dem der ville tyrannisere, ikke se ned på denne metode til at redde landet og vælge ikke at lære den?". I det øjeblik kom jeg pludselig til at værdsætte min bedstefars flid og respekt for Tai Chi og fra da af dedikerede jeg mig til at videreføre min families overleveringer, og jeg begyndte at træne. Min bedstefar har overleveret disse ord: "Tai Chi Chuan begyndte med Chang San-Feng i slutningen af Sung dynastiet. Han videregav det til Wang Tsung-Yueh, der videregav det til Chen Chou-Tung, der gav det til Chang Sung-Hsi, der igen gav det til Chiang Fa. Alle viderebragte kunsten uden afbrud.

Min lærer Chen Chang-Hsing, var den eneste elev af Chiang Fa. Hans kunst var naturlig, og afveg aldrig fra den højeste forståelse af Tai Chi. Det bestod af tretten bevægelser med uendelige anvendelser. Bevægelserne er i kroppen, men deres indflydelse når sindet. Derfor er det uden lang træning af bevægelserne, svært at nå det højeste niveau.

Jeg har mange elever, men om nogle har nået absolut perfektion, kan jeg ikke engang være sikker på med Pan-Hou. Men hvis vi taler om helbred, så giver en dags anstrengelse en dags udbytte. Et års træning giver et års resultater. Hvis du forstår dette, mit barn, besidder du evnerne til at udføre min ambition."

Jeg lyttede opmærksomt og har aldrig glemt ordene. Fra det punkt og frem, trænede jeg uden stop i tyve år. Min bedstefar, onkel og far gik bort en efter en. Først begyndte jeg at tage elever i Peking, men følte mig begrænset i mine resultater. Så jeg rejste sydpå, til Fukien-Chekiang regionen, mellem Yangtse og Huai floderne. Senere bad jeg min elev Chen Wei-Ming, udgive en bog baseret på min mundtlige instruktion.

Nu ti år efter, har Tai Chi spredt sig nord og syd for den gule flod og øst og vest for Yangtse, selv så langt som Kwangtung. Alt i alt er der et stort antal elever. Chens bog forklarer kun soloøvelsen, og når jeg ser tilbage på fotografierne af mine stillinger for ti år siden, var de ringere end i dag. Af dette kan man se at denne kunst vil udvikle sig uendeligt.

I dag har jeg, på opfordring fra mine elever, igen samlet principperne og anvendelserne og tilføjet nye fotografier hele vejen igennem. Jeg har fået det trykt for at dele det med verden. Teknikkerne med tveægget sværd, spyd, sabel osv. vil blive præsenteret i en vol. 2 der følger.

Jeg søger ikke berømmelse gennem min kunst, men ønsker ydmygt at fremme mine forfædres ambitioner om at rejse folket og redde verden.

Skrevet af Yang Chiao-Ching (Cheng-Fu) fra Kuanping i foråret 1933.

Yang Cheng-Fu, der udfører børst venstre knæ og skub

Yang Cheng-Fu, der udfører Børst Højre Knæ og Skub

 Tilbage til indhold

At skubbe hænder

Af Knud Erik Andersen

Enkelt hånd

At skubbe hænder er en partnerøvelse, hvor to personer står overfor hinanden. Øvelsen er delt op i to; cirkler med en hånd, og med begge hænder. Øvelserne går ud på at få udøverne til at arbejde med cirkler i taljen, armene, hænderne m.m., men skubbe hænder er også en uvurderlig hjælp for at lære kampteknikkeme og Tai Chis principper.

Når man skubber hænder afprøver man Tai Chis teknikker på en ufarlig måde, og får meget hurtigt svar på, om de er effektive eller ej.

Når vi skubber hænder samarbejder vi om at lave korrekte cirkler. Vi slås eller kæmper ikke mod hinanden. Vi lærer at tilpasse os situationen og omstændighederne. Hvis min partner er hård, så giver jeg efter. Er han hurtig, så er jeg hurtig. Er han langsom, så er jeg også langsom.

Vi skal ikke altid, når vi har mulighed for det, skubbe vores partner hårdt for så vil han aldrig få mulighed for at lære en teknik, som han kan bruge netop i den situation. Vi skal give ham en mulighed for at anvende kroppen til at undvige eller afværge et hvilket som helst angreb ved at dreje i taljen og bruge cirkler i armene og hænderne.

Man skal huske når man skubber hænder at være afslappet i hele kroppen og være sensitiv overfor partnerens bevægelser. Desuden skal man være fuldstændig koncentreret om, hvad der sker omkring en. Nogle af resultaterne ved at skubbe hænder er større fleksibilitet, større sensitivitet, bedre forståelse for sine egne og modstanderens svagheder og hvordan man skal forbedre dem. Man udvikler et bedre forsvarsrepertoire, man får et mere effektivt angreb og det forbedrer ens kropskoordinering.

Nogle punkter man skal huske for at få et godt udbytte af at skubbe hænder:

1. Vær villig til at acceptere et nederlag og lær af det.

2. Lad være med at reagere for voldsomt på et angreb. Dels fordi det svækker ens mulighed for at lære et godt forsvar og dels fordi partneren kan drage fordel af dette.

3. Flyt ikke for meget rundt på fødderne, det ødelægger muligheden for at lære brugen af taljen og skuldrene til at neutralisere et angreb med.

4. Vær afslappet, så du kan føle modstanderens hensigter. Jo mere spændt man er, des mindre sensitiv er man.

5. Giv efter i cirkler.

6. Prøv at finde ud af, hvor du og din partner er mest sikre og arbejd på at gøre dem endnu bedre.

7. Find ud af, hvor du er mest sårbar, men uden at blive stiv. Selv om man taber flere gange i processen, så vil man i sidste ende vinde.

Tilbage til indhold

At lege Tai Chi i Singapore

Af Jesper Sjølund

Jesper Sjølund

Jeg har igennem et besøg i Singapore haft mulighed for at træne med nogle af de mange mennesker, som beskæftiger sig med Tai Chi Chuan i denne by. En meget inspirerende oplevelse.

En af de grupper jeg trænede med, bestod af 5-6 mennesker, som alle havde arbejdet med Tai Chi Chuan igennem længere tid -20 år eller mere. Alle var de elever af mester Tung, når han besøgte Singapore, hvilket betød at vi kunne træne sammen uden besvær. I denne gruppe fokuserede man meget på push-hands og det blev meget tydeligt for mig, hvor vigtig denne del af træningen er for vores Tai Chi.

I deres push-hands var disse mennesker altid meget bløde, meget eftergivende, meget lyttende og meget venlige. At de var meget bløde betød, at jeg ikke fik nogen blå mærker - hvilket jo i sig selv er en herlig ting, men denne 'blødhed' virkede helt klart også som katalysator for at dykke dybt ned i det energilager vi oplagrer ved at træne Tai Chi Chuan.

At de var meget eftergivende betød, at vi ikke kom op at slås - vi kunne meget hurtigt konstatere, hvem der var 'bedst' (det

vil sige, hvem der kunne lære noget af den anden), og herefter kunne en push-hands seance udvikle sig fredeligt som bølger af angreb og forsvar, hvor forløbet på intet tidspunkt låste sig. Den ene bevægelse kunne uden besvær glide over i den næste.

Ind i mellem kunne den ene godt 'trykke af', så den anden kunne lære at modtage et skub, men langt de fleste gange, hvor muligheden for et skub opstod, valgte de at lade mig forsøge at finde en blød udgang.

At de var meget lyttende betød, at vi lærte noget - lyttende i denne forbindelse skal forstås som koncentreret og opmærksom lytten med hele kroppen, især med den hånd eller med det håndled, som har kontakt med den anden. Gennem hele forløbet af en push-hands seance, var den røde tråd, at vi står her for at lære af hinanden' og sammen med de to førnævnte kvaliteter er evnen til at lytte den vigtigste i denne forbindelse. At de var meget venlige betød, at hele pushhands seancen gik som en leg - i samme øjeblik, at der bliver tale om konkurrence imellem to pushhands udøvere, er de stort set udelukket fra at lære af hinanden. Hvis du konkurrerer ligger grænsen for at lære i dig selv - hvis du er venlig, bliver seancen til en leg og du ophæver den førnævnte grænse, så du bliver i stand til at lære af den anden.

Tilbage til indhold

Fra Kina til Danmark

Af Lars Bo Christensen

I Kina var Tai Chi kendt i mange større byer omkring 1920, men blev først for alvor udbredt da kommunisterne gav Tai Chi det blå stempel i 1949. Der blev lavet en simplificeret udgave af Yang stil, der blev kaldt for Peking stil eller bare simplificeret Tai Chi. Dette var medvirkende årsag til at masserne fik kendskab til Tai Chi. Før var Tai Chi måske på et højere niveau, men de seriøse skoler fandtes stadig og havde fået et større rekrutteringsgrundlag. I dag laver mange millioner mennesker Tai Chi i Kina. Mange laver Tai Chi på et højt plan, for selvforsvar, men langt de fleste laver Tai Chi for at holde sig raske og i form. Men hvor langt er vi nået i Danmark, og hvornår begyndte danskerne at lave Tai Chi?

Kinesiske tilflyttere har generelt været ret lukkede, så vi ved ikke, hvem af dem, der kunne Tai Chi. Eli Vangsted har nok været den første dansker, der lavede Tai Chi. Hun lærte Wu stil i begyndelsen af 60erne hos Sophia Delza i New York og underviste i det herhjemme i begyndelsen af 70erne. Sten Madsen fra København, var også en af de allerførste. Han boede i samme gård som nogle kinesere og lærte Kung Fu af nogle af børnene. Han blev ved at lære seriøst, så senere fik han også lov at lære Tai Chi. Det var omkring 1972 da han var 12 år. Siden havde han flere kinesiske lærere og Sten dukker stadig op rundt omkring, hvor folk laver Tai Chi.

Stanley Rosenberg

Stanley Rosenberg underviser ved Sortedamsøen i 1977

I 1973 kom Stanley Rosenberg hertil fra USA. Han var startet med at lære Tai Chi i New York i 1969. Han var startet hos en af Cheng Man-Chings elever og kom senere også i Chengs klasse. I 1972 flyttede han til Boston og mødte der en Tai Chi mester, der hed John Chung Li. Li underviste Hwa Yu og det var meget anderledes, så Stanley var ikke rigtig interesseret. Li viste så et stykke af Yang stilen og som Stanley siger: "Mine øjne var ved at trille ud af hovedet på mig". Det næste år brugte han på at lære Hwa Yu eller Tempelstilen, som den også kaldes. I 1973 flyttede han til Danmark. Han ville gerne fortsætte med at lære Tai Chi, men han kunne ikke finde en lærer. Så han gik rundt til alle kineserrestauranter og spurgte om nogen kunne Tai Chi. "Men det eneste, jeg fik ud af det", fortæller han, "var at en kok kom ud med en stor kniv og troede at det var en udfordring". Så han slog sig sammen med Anne og Philip Nees, der underviste massage og de lavede Sortedamscenteret i København, hvor han begyndte at undervise. I 1975 inviterede han John Chung Li til Danmark i 3 måneder. Dette betød at mange mennesker begyndte at tage Tai Chi seriøst, og flere begyndte at undervise. Li var en ældre mand og døde i 1981, så dette var desværre hans eneste besøg i Danmark.

En anden lærer, der underviste meget tidligt, var Ron Loving. Han var en meget dygtig bokser, der havde lært flere indre boksestile. Han underviste Yang stil fra 1973-74, men gik senere væk fra at undervise en fastlagt form og skrev bogen 'Natural Tai Chi'.

En af hans elever hed Troels Dalgård, der også har været en af pionererne i Tai Chis ungdom. Han fortsatte hos Stanley Rosenberg og lærte Hwa Yu formen, som han i dag står for at videreføre herhjemme. Han var også involveret i arbejdet med den første Tai Chi bog på dansk, som Stanley Rosenberg udgav i 1978.

Diana Toxværd

En anden Tai Chi pionér er Diana Toxværd. Hun startede med at undervise Cheng Man-Chings forkortede Yang stil i 1978. Den havde hun lært mellem 1973 og 78 i Argentina, hvor hun er født. Diana flyttede til Danmark i 1978, hvor hun begyndte at undervise. På et kursus i Køln mødte hun en taoistmester, der hed Gia-Fu Feng. Han underviste Pekingstil og sagde ja til Dianas invitation om at komme til Danmark. Han kom til Danmark, Norge og Sverige i flere år. Feng underviste ikke Tai Chi som folk forventede, men alt hvad han gjorde var med en udstråling og glæde, der var en stor inspiration for mange mennesker.

Gia Fu-Feng

Gia Fu-Feng

Efterhånden var Tai Chi begyndt at vinde større udbredelse, og der dukkede flere skoler op. Deriblandt 'School of Tai Chi Chuan' i 1978. Peter Angelo og Jesper Rydberg havde lært Cheng Man-Chings korte form af Patrick Watson, der var en af Chengs elever. Denne gruppe Tai Chi folk findes også i dag.

Sannyasierne, der gik i rødt tøj, havde også Tai Chi mellem deres store udbud af selvudviklingsformer. Det var især Depti, der underviste Peking stil.

I 1980 inviterede Diana Toxværd Bill Dockens hertil. Han er amerikaner, men bor i Sverige. Han havde lært af dr. Hu i New York men også af Da Liu. Bill har lavet Tai Chi siden 1960 og har lavet sin egen udgave af Yang stil iblandet nogle bevægelser fra Wu stil.

William 'Bill' Dockens III

I 1982 kommer en anden amerikaner til Danmark, Sol Petersen. Han underviste Yang stil, som han havde lært af mester Mak, der var en elev af Tung Ying-Chieh. Sol underviste i et par år, og har siden haft en skole på New Zealand.

Arnkjell Joliek & Troels Dalgård

Arnkjell Joliek & Troels Dalgård

I 1983 dukkede endnu en amerikaner op på arenaen. Red Hawk havde lavet Tai Chi hos Kai-Ying Tung i Los Angeles og San Fransisco. Han fik hurtigt en del elever og efter et år inviterede han sin lærer herover, og der kom folk fra mange forskellige grupper og stile. Alle var meget begejstrede for denne lærer, der underviste meget traditionelt, og næsten alle deltagerne på kurset fortsatte med at lære denne stil. En af lærerne Arnkjell Joleik, der før havde undervist Hwa Yu blev så begejstret, at han ugen efter rejste til USA og blev der og trænede med mester Tung i et år. Mester Tungs Yang stil er i dag den mest udbredte herhjemme, med over 30 lærere over hele landet

Master Kai Ying Tung

En anden Tai Chi mester der siden begyndt at undervise herhjemme var Chu King-Hung. Han underviser i London og er elev af afdøde Yang Sau-Chung, Yang Cheng-Fus ældste søn. Chu er blevet inviteret herover af Tommy Iversen, der i dag står for Chus form for Yang stil med fem skoler herhjemme.

Master Chu King-Hung

Tai Chi har førhen været koncentreret omkring København, men er efterhånden nået ud i alle egne af landet. I Århus og Odense er der store grupper og flere lærere. I Vejle træner en gruppe Yang stil og i Esbjerg underviser Thorkild Bundgård i den i Vesten sjældne Sun stil. Han har lært den på Taiwan, hvor han rejste til i sin sommerferie i 1983. Han ledte efter nogen, der ville undervise ham i Tai Chi og fandt den 81 årige Chang Lao-Tse. Han underviste i Sun stil og Thorkild lærte hele formen. Siden har han været dernede for at lære mere i 1986.

Thorkild Bundgård er hidtil den eneste, der har undervist i Sun Stil herhjemme

Endelig har forskellige lærere undervist i perioder, hvor de har været på besøg rundt om i provinsen, så der har faktisk været Tai Chi i alle dele af landet, selv på Bornholm og i Sønderjylland. Selvom mange kurser ikke er fortløbende hverdagsundervisning, er mange mennesker blevet introduceret til Tai Chi, og i dag er der op mod otte tusind danskere, der dyrker Tai Chi. Nogle vil så indvende at langt de fleste kun kender meget lidt Tai Chi og ikke træner særlig meget. Det er måske også rigtigt, men som der står i Tai Chi klassikeren: "Når vi taler om helbredet, så giver en dags anstrengelser en dags udbytte".

Tilbage til indhold

Kampteknikker

Tilbage til indhold

Principper for at træne form og skubbe hænder

Af Li Yi-Yu

Det er blevet sagt at hvis man kan lede modstanderen ind til sig, så han lander på ingenting, kan man aflede 1000 kg med 100 gram. Kan man ikke lede modstanderen ind til ingenting, kan man ikke aflede 1000 kg med 100 gram. Ordene er enkle og præcise, men begyndere kan ikke forstå dem. Her tilføjer jeg nogle forklarende ord, så seriøse elever kan få den viden, der skal til for at blive bedre dag for dag.

For at kunne lede modstanderen ind til sig og lade ham møde tomhed, må man først kende sig selv og andre. For at kende sig selv og andre, må man glemme sig selv og følge andre. For at glemme sig selv og følge andre, må du først have god timing og gode stillinger. For at have god timing og gode stillinger, må man få kroppen til at bevæge sig som en helhed. For at få kroppen til at bevæge sig som en helhed, må man udrydde alle bevægelser for fejl. For at udrydde alle bevægelser for fejl, må du have fuldstændig opmærksomhed. For at have fuldstændig opmærksomhed, må man være åndfuld og rolig. For at være åndfuld og rolig, må den indre energi være trængt helt ind i knoglerne. For at den indre energi kan trænge helt ind i knoglerne, må man have stærke ben og afslappede skuldre og den indre energi skal synke ned i maven.

Energien kommer fra fødderne, går op gennem benene, opbevares i brystet, bevæges i skuldrene og styres i taljen. Energien i overkroppen bevæger armene.

Energien i underkroppen bevæger benene.

Energien ændres indeni. Undvige er at lukke, at udløse energien er at åbne. I ro er alt i ro. Ro er at lukke, at lukke indeholder at åbne. I bevægelse bevæger alt sig. At bevæge er at åbne, at åbne indeholder at lukke. Ved kontakt med modstanderen kan jeg dreje frit, med god balance og fuld kontrol. Således kan jeg invitere min modstander ind og aflede hans kraft ved at bruge 100 gram til at aflede 1000 kg. Daglig træning lærer en at kende sig selv. Når du træner så spørg dig selv: følger hele min krop de nævnte principper? Hvis ikke så ret det omgående. For at gøre dette må du træne formen langsomt, ikke hurtigt. At skubbe hænder er at kende andre. Men du kan kun kende andre ved at kende dig selv først. Jeg er altid parat til at møde min modstander. Uden at gøre den mindste modstand modtager jeg hans styrke og afleder den. Så vil han naturligvis falde. Hvis jeg ikke har god balance og fuld kontrol, er det på grund af dobbeltvægt. For at rette dette må man studere Yin og Yang og åbne og lukke, når man træner. Dette er hvad der menes med at kende sig selv og andre, og i et hundrede kampe vil du få 100 sejre.

Tilbage til indhold